leif´s hjemmeside                                med lydbøger til alkoholikere

Min beretning

             Jeg hedder Leif, og er alkoholiker. Jeg har nu været ædru siden 28/6 2005.

             Jeg indrømmede at jeg var alkoholiker tilbage i 1995, efter et stigende misbrug især fra ca. 1991.

             Jeg er født 1946 i Esbjerg og familien flyttede i 1950 til Virum nord for København. Min far var skrædder og min mor gik hjemme med os, jeg er den midterste af tre drenge med 2 års aldersforskel til begge sider. Mor og far var ikke dem der viste, eller gav udtryk for kærlighed, hverken dem imellem eller overfor os børn. Min mor har direkte sagt til mig, at hun havde håbet at få en pige, da jeg kom til verden. Mor var til gengæld , hvad man nok vil kalde omsorgsfuld, da hun altid gik en del op i hvorledes vi så ud, om vi var rene, specielt når vi skulle ud og besøge familie. Min barndom var præget af, at der ikke var ret mange penge at gøre godt med, så vi drenge måtte gå i om syet tøj, delvis om syede uniformer, spørg om vi blev drillet med det! Jeg var ikke med i nogen af klikerne i skolen, og fandt derfor sammen med de “uheldige”. Jeg fik en dårlig mellemskoleeksamen, da skolearbejde ikke lige lå for mig. Allerede til min konfirmation drak jeg alkohol da min fader, der var grebet af tidens pædagogiske indfald, syntes at nu var jeg blevet voksen, og måtte drikke. Min fader var meget streng, og jeg husker adskillige gange hvor vi drenge sad til “lørdagsbank” for de unoder vi havde lavet i ugens løb. Vi sad på rad på en legetøjsbænk, og ventede på det blev den enkeltes tur, til at få et antal slag i ”den bare” med en stok. Jeg husker ligeledes med gru en episode med min fader. Min forlovede og Jeg havde været ved fotografen, for at få taget en billedserie af os, i forbindelse med vores ringforlovelse, men da min fader mente det var noget man gjorde når man var blevet gift, udløste det et skænderi, der førte til den største omgang bank jeg har oplevet. Min fader endte med at sidde ovenpå på mig medens han uddelte adskillige knytnæveslag mod mit hoved. Jeg var så ilde tilredt, at da jeg efterfølgende kom ned til min forlovedes forældre, ville hendes far ringe til politiet for at anmelde min fader for vold. Det satte jeg mig dog imod. Jeg vidste ikke

 

 

 

dengang at min fader også var alkoholiker, men det er gået op for mig, efter jeg er blevet medlem af A A.

             Jeg kom i murerlære og blev svend i 1966, det samme år blev jeg indkaldt og jeg blev hjemsendt i 1967.

             Jeg flygtede... flyttede hjemmefra som den første af os brødre, og var gift (i 1966) før jeg fyldte 20 år. Det var mit første ægteskab, og havde jeg ikke allerede på det tidspunkt drukket for meget, kunne det muligvis have holdt, men min alkoholiske hjerne gjorde, at mine tanker kredsede om at gøre det forbi, og vi blev skilt efter 14 års ægteskab. Vi havde fået to døtre i 1967 og 1969.   I nogle år var jeg ansat som bademester i en svømmehal, og i de lange aftener der, drak jeg temmelig kraftigt, og syntes derfor nok, at alle andre piger var kønnere og bedre end min kone. Jeg fandt med det samme en ny pige, (13 år yngre end mig) vi flyttede hurtigt sammen og efter 4 års bekendtskab blev jeg i 1984 gift for anden gang, og vi fik min yngste datter året efter.

             Jeg har i hele mit voksne liv drukket en del, men drikkeriet blev først et stort problem for mig, og min familie, de sidste 4-5 år af min aktive periode. Min far, og begge mine brødre er og var også alkoholikere, både min far og min storebror er døde af sygdommen, min bror blev kun 54 år.

             Jeg har sideløbende med mine andre job, også været brandmand i 27 år, og nogle omlægninger i brandvæsenet gjorde mig stresset, og derfor "slukkede" jeg for nederlagene med alkohol. Jeg blev uddannet til indsatsleder, og når jeg hver 5. uge havde indsatsledervagt, lovede jeg mig selv, at i den uge, ville jeg holde mig ædru, men... men... det gik som så mange andre gange... galt, og i weekenden kunne jeg køre rundt (som indsatsleder) i påvirket tilstand. Jeg var nået dertil hvor det ikke var mig, men alkoholen der styrede mit liv, og det var endda ikke hverken behageligt eller morsomt mere at blive beruset, og der skulle efterhånden meget store mængder alkohol til, før det overhovedet gav nogen virkning.

             Selv på dette tidspunkt var min benægtelse meget stor, men et par episoder fik mig dog i korte øjeblikke til at tænke mig om. På en tur til en verdensudstilling for brand og redningskøretøjer i Hannover, som jeg i min egenskab af befalingsmand fik ansvaret for, drak jeg så voldsomt, at jeg gik i blackout og intet erindrer fra hele turen hjem, og efterfølgende fik at vide, at jeg havde opført mig særdeles ”uheldigt”. Et andet tilfælde var en af de mange gange hvor jeg var på vej ud af døren, over til brandstationen for at undervise. Da jeg står i døren på vej ud udbryder min datter, der på det tidspunkt var bare 9 år, ”nå… så kommer du fuld hjem igen”. Den ”sved” hun kunne se jeg havde et problem, men jeg kunne ikke. Min kone havde også flere gange gjort mig opmærksom på, at mit drikkeri var unormalt, og at jeg havde problemer med at styre mig i forhold til alkohol.

             Vennekredsen skrumpede i de år også gevaldigt ind, da al min tid gik med at sørge for mig selv og mit drikkeri, så nu var der  kun ”drukvenner” tilbage. De rigtige venner blev svigtet.

             I et lyst øjeblik gik det op for mig, at jeg måtte have hjælp, og jeg henvendte mig til Kommunens alkoholkonsulent, som sendte mig til døgnbehandling i fire måneder ( i 1995 ) på Blå Kors i Tåstrup. Vi sad i grupper og fortalte hinanden hvor slemt det var at være til, og hvordan verden var und imod os, så der var al mulig grund til at jeg/vi drak. Her lærte jeg, at alkohol er et farligt og giftigt organisk opløsningsmiddel, der foruden maling og lakker, også opløser både hjerneceller, arbejdsforhold, ægteskaber, venskaber og lignende. Med den viden i bagagen holdt jeg mig ædru i et par år. Af ren og skær skræk for, at drikke ORGANISK OPLØSNINGSMIDDEL. For at komme ud af det miljø, der fik mig til at drikke (ha, ha), sagde jeg mit job op, og vi solgte vores hus, for at starte på en frisk i en anden by, og med et andet job. Vi købte hus "på landet" og jeg fik et godt job som ejendomsforvalter i et stort butikscenter, men "nissen" kunne også finde på landet, selvom det tog ham et par år, at komme frem.

             I 1999 fik jeg konstateret Tinitus og høreskade på begge ører, og går derfor med høreapparater, jeg har på grund af Tinitus tidligere haft mange søvnløse nætter ( Jeg har lyden af fire forskellige hyletoner i hvert øre ). I 2002 blev jeg syg og fik konstateret leddegigt og slidgigt og måtte derfor slutte mit arbejdsliv, i 2003 blev jeg bevilget førtidspension.

             I årene fra 1997 til 2004 brugte jeg på at ødelægge både mit, og i særdeleshed min kones og min datters liv, ved utallige brudte løfter og tilbagefald. I slutningen af 2004 blev det for meget for min kone, og hun forlangte separation, huset blev sat til salg, og der stod jeg så… "Palle alene i verden", og jeg indså, at skulle jeg ikke dø af denne sygdom, (Nu havde jeg jo ingen at være daglig ansvarlig overfor mere. Så ville jeg sandsynligvis ende som min afdøde storebror.) måtte jeg gøre noget FOR MIG SELV, og jeg gik derfor i A A.

             Mit første møde med A A var ikke optimalt, jeg var uheldig at komme i en gruppe der på det tidspunkt ikke talte om program og helbredelse. Jeg havde fået at vide, at selvom det ikke syntes at være noget for mig, skulle jeg bare blive ved med at komme til møder, for en dag ville jeg komme til at holde af det. Spådommen gik i opfyldelse, for en dag var der en oldtimer der delte, og han havde fået noget jeg gerne ville have noget af, så efter mødet spurgte jeg ham hvor jeg kunne få noget af den glæde og ikke mindst sindsro og ædruelighed, som han var i besiddelse af. Han foreslog en tringruppe i byen, og det var godt for mig. Allerede efter et par gange hørte jeg et speak, og den mand havde endnu mere af det jeg gerne ville have, så endnu engang gik jeg til manden og spurgte hvor jeg fik det.

             Han inviterede mig med til København den næste dag, hvor en gruppe havde tradition for at spise morgenmad sammen torsdag morgen, for derefter at gå til møde i Ryesgade 107. Det blev starten på mit nye liv. Aldrig i hele mit lange liv er jeg blevet vist så megen kærlighed, og har fået så mange velmente kram fra personer jeg end ikke kendte. Min anden hjemmegruppe blev herefter A Vision for you i Simionskirken på Nørrebro, hvor jeg hurtigt fandt mig en sponsor og begyndte på de 12 trin.

             ”Gå hjem og skriv en taknemlighedsliste”. Det var noget af det første min sponsor sagde jeg skulle gøre. Taknemlig... MIG? og for hvad? Var hele verden ikke imod mig på netop dette tidspunkt? Havde jeg ikke lige fået at vide, at min kone ville skilles, og at huset derfor skulle sælges? Var jeg ikke ramt af svær leddegigt? Og hvad med min tinitus? Da jeg havde haft undt af mig selv et stykke tid, gik det op for mig hvad det var han mente, og inden længe havde jeg skrevet adskillige ting ned på den liste. Der står 11 ting på den, og jeg bliver stadig glad for at tage den frem og læse dem, så jeg kan blive mindet om, hvor meget bedre jeg har fået det siden.

             Jeg skulle dog lige mærke alkoholikerfælden klappe i foråret 2005, og herved sætte otte måneders ædruelighed over styr. Jeg var nede på havnen, hvor jeg havde boet i min campingvogn medens jeg ventede på en pensionistbolig, og der stod en bekendt og rodede med sin campingvogn, han havde en ramme Tyske dåseøl stående og pludselig siger han: ”skal vi ikke lige dele to bajere”, uden at tænke mig om tager jeg imod tilbuddet og så var et tilbagefald i gang. Vi drak et par stykker til (nu var det jo lige meget, jeg var jo startet… typisk alkoholisk tankegang) og så siger han: ”Der er fest i sejlklubben i aften, kommer du ikke med?” og det gjorde jeg (selvfølgelig jeg havde jo fået ”den første” og jeg er jo syg). Det varede heldigvis kun kort, den 28-6 fik jeg gudskelov min sunde fornuft tilbage, og jeg har været ædru siden, klog af skade gik jeg herefter mere helhjertet i gang med at leve programmet på daglig basis, og begyndte på en masse service. Jeg er også blevet fast kirkegænger hver søndag. Af denne hændelse har jeg lært, at når jeg har det godt, skal jeg passe på ikke at tro at jeg er ved at være ”normal”, for så bilder min alkoholiske hjerne mig ind, at jeg også kan drikke normalt og det er ikke en alkoholikers lod. Én gang alkoholiker… altid alkoholiker.

             Citat fra bogen ANONYME ALKOHOLIKERE 5. kapitel ”Sådan virker det”. ”Her er trinene, vi tog, foreslået som et program for at genvinde helbredet”.

1: Vi indrømmede, vi var magtesløse over for alkohol, og at vi ikke kunne klare vort eget liv.

2: Vi kom til den erkendelse, at en magt større end os selv kunne give os vor sunde fornuft tilbage.

3: Vi besluttede at lægge vor vilje og vort liv over til Gud, sådan som vi  opfattede Ham.

4: Vi foretog en grundig og uforfærdet moralsk selvransagelse.

5: Vi indrømmede overfor Gud, for os selv og for et andet menneske, nøjagtig hvordan det forholdt sig med vore fejl.

6: Vi var helt indstillet på at lade Gud fjerne alle disse karakterbrist.

7: Vi bad Ham ydmygt fjerne alle vore fejl.

8: Vi lavede en liste over alle de mennesker, vi havde gjort fortræd, og vi var villige til at gøre det godt igen.

9: Vi gik direkte til disse mennesker, såfremt vi ikke derved ville såre dem eller andre.

10: Vi fortsatte vor selvransagelse, og når vi havde fejlet, indrømmede vi det straks.

11: Vi søgte gennem bøn og meditation at forbedre vor bevidste kontakt med Gud sådan som vi opfattede Ham, idet vi bad om at få at vide, hvad der var Hans mening med os, og om styrke til at udføre den.

12: Når vi som følge af disse trin havde haft en åndelig opvågnen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre til alkoholikere og  at praktisere disse principper i alt hvad vi foretog os.

             Mit 1. trin. At indrømme jeg var alkoholiker var nu ikke længere noget problem, og at jeg ikke kunne klare mit eget liv, havde jeg også bevist at jeg ikke kunne.

             Mit 2. trin. Der var nu heller ikke tvivl om at det måtte være en magt større end mig selv, der skulle hjælpe med ”den sunde fornuft”, for alt hvad jeg tidligere havde prøvet, virkede ikke.

             Mit 3. trin aflagde jeg sammen med min sponsor i vores lille lokale kirke, og med det samme følte jeg, at jeg havde fået kontakt til en højere magt, det var en god oplevelse.

             Mit 4. trin. Under min selvransagelse blev jeg overrasket over at finde så mange ting ved mit ”ego” som havde stået i vejen for min åndelighed, og det at blive opmærksom på de defekter, som gjorde mig til den ubehagelige person jeg somme tider var når jeg drak, var temmelig overvældende.

             Mit 5. trin aflagde jeg hos min sponsor i hans sommerhus på Orø, det tog en hel dag at berette om alle de skæve hjørner i mit sind. Jeg var helt ”høj” da jeg sent på dagen kørte hjem, og der havde såmænd ikke behøvet at være nogen færge fra øen, for på det tidspunkt kunne jeg nærmest flyve. Det var en stor åndelig oplevelse.

             Mit 6. og 7. trin foregik igen i den lille kirke, og nu følte jeg for alvor, at min Gud var tilstede i mit liv.

             Min 8. trins liste er nok ikke verdens længste, og det er jeg selvfølgelig glad for, men der har alligevel været et par store kameler der skulle sluges.

             I mit 9. trin har jeg bl.a. skrevet til min tidligere arbejdsgiver og indrømmet tyveri, jeg tilbyder at betale tilbage, at han må melde det til politiet, eller hvad han føler er nødvendigt, men jeg har ikke fået svar. Til gengæld har ”førstemanden” i firmaet fortalt mig, at bare det at jeg har indrømmet mine fejl, har været tilstrækkeligt til en eller anden form for tilgivelse eller forståelse, og det er i sig selv en lettelse for mig. Men de største er trods alt i familien. Mine to ældste børn af første ægteskab føler ikke jeg har skadet dem direkte med mit drikkeri, men havde jeg ikke allerede på det tidspunkt været alkoholiker, var jeg måske stadig gift med deres mor. Min yngste datter (hende på 9 er nu blevet 28) har af gode grunde været meget vred på sin far. Hun kom ofte hjem fra skole og fandt sin far beruset, og det var medvirkende til, at hun droppede ud af 3. G og måtte gå 2. og 3. G om for at få sin studentereksamen. Men efter jeg er kommet igennem programmet og hun er begyndt i Al-Anon, har det løsnet gevaldigt op på vores forhold, og nu kan hun uopfordret sige ”jeg elsker dig Far”. (Jeg får en klump i halsen, og en tåre i øjenkrogen af glæde, bare ved at skrive det). Det var også en stor lettelse for mig, da jeg fik lavet 9. trin på min afdøde far, som i magtesløshed uddelte så mange smæk til os, da vi var børn, jeg har helt tilgivet ham, han var jo også syg, og det er gået op for mig, at han også var opdraget med ”kæft trit og retning” og ingen kærlighed. Når han ikke har oplevet kærlighed, hvordan skulle han så kunne give det videre til os børn. Det samme gør sig gældende overfor min afdøde storebror, der til sidst i sit ynkelige liv, var direkte ubehagelig at være i stue med. Jeg var på kirkegården, og der fik jeg med hjælp fra min højere magt, kontakt til både min fader og min storebror, og på den måde, i bøn og på knæ, lavet det niende trin på dem begge. Det var en stor følelsesmæssig og åndelig oplevelse. Jeg havde den store glæde at være sammen med min moder, den sidste dag hun levede. Hun var på besøg hos min kone og jeg en dejlig forårsdag i april 1997, og  efter en lang, smuk og fredelig dag kørte jeg hende hjem, og hun vinkede farvel i altandøren som hun plejede. Den næste morgen ringede de fra hjemmeplejen og fortalte at de ikke kunne komme ind til mor, og jeg havde på fornemmelsen at hun var død. Jeg tog straks derhjem, og ganske rigtigt, hun var død kort efter jeg havde vinket farvel aftenen i forvejen. Hun blev 84 år. Nu spillede min syge alkoholikerhjerne mig et puds, for jeg fik umiddelbart den tanke, at hun ikke havde vinket farvel, men vinket til mig at jeg skulle komme hende til hjælp. Det nagede mig meget og jeg har i min selvbebrejdelse drukket mange gange, når de tanker dukkede op. I mit 9. trin til Mor, tog jeg på kirkegården, og på knæ bad jeg til Gud og Mor om at få løst op for de ubehagelige tanker, og jeg fik det svar, at jeg ikke kunne have hjulpet Mor i den situation, det var bestemt fra anden side, at Mor skulle have fred. Der faldt en stor sten fra mit hjerte den dag. Jeg har på det seneste opdaget et par venner, der skulle have en forklaring på, hvorfor de blev svigtet, og begge par har fået et brev fra mig. Jeg har med stor glæde fået svar, og de har alle kunnet tilgive mig, det er noget der ”luner”. Jeg har haft et hængeparti i forhold til min første kone. Jeg har været sammen med hende mange gange i de forløbne år i forbindelse med familiearrangementer, men jeg har ikke kunne tage mig sammen til, at få lavet 9. trin med hende. Jeg har derfor følt mig nødsaget til at skrive til hende og bede om tilgivelse for den måde, jeg behandlede hende på. Min kone Hanne og jeg fik, efter jeg blev ædru, mange gode år sammen. Vi blev separeret i 2004, men vi fik talt ud om alt i de følgende år. Vi var sammen om ALT, ferier, familiebesøg m.m.  Og vores venner og familie betragtede os stadig som ægtefolk. En dag vi sad hjemme hos mig, spurgte hun om jeg havde været hende utro, jeg vidste ikke lige med det samme om jeg ville fortælle sandheden, men jeg kunne ikke lyve, og vel vidende at hun ville blive såret, måtte jeg indrømme at det havde jeg været. Det var ellers noget min sponsor havde rådet mig til at ”glemme” i henhold til 9. trins andet afsnit, ”såfremt vi ikke derved ville såre dem eller andre”. Vi talte det igennem i 20 minutter, og var lige gode venner efterfølgende. Det kunne kun lade sig gøre, fordi vi begge arbejder med trinene. Min kone gik også i Al-Anon. Hanne blev ramt af kræft i 2009, blev opereret flere gange, men døde i marts 2013. Jeg har haft det svært med hendes død, vi fik trods alt mange gode år sammen, men takket være AA, har jeg ikke drukket på hendes død. Æret være Hannes minde.

             Jeg lever nu på daglig basis i 10. 11. og 12. trin, og med 3 ugentlige møder, kan jeg få en daglig henstand for min sygdom: ALKOHOLISME.

             Det har været en oplevelsesrig rejse gennem trinene, og jeg kender nu mig selv på en helt ny måde som gør mig i stand til at hjælpe andre, og det er vel det største en gammel alkoholiker kan drømme om.

             Jeg har også fået et par dejlige sidegevinster ved ”at acceptere de ting jeg ikke kan ændre” (udsnit fra ”sindsrobønnen”) idet jeg ikke føler mig så plaget af min gigtsygdom, og at min tinitus ikke generer mig så meget som tidligere. Jeg tror det hænger sammen med, at hele min indstilling til livet har ændret sig, og jeg accepterer livet på livets betingelser. Jeg har erkendt at jeg skal have smerter hver dag, og fordi jeg har fået et positivt livssyn, lægger jeg ikke så meget mærke til dem.

             Citat: ”Løfterne efter 9. trin: Hvis vi er samvittighedsfulde med denne del af vor udvikling, vil vi forbavses, før vi er kommet halvvejs igennem. Vi kommer til at kende en ny frihed og en ny glæde. Vi fortryder ikke fortiden, ej heller ønsker vi at smække døren i for den. Vi vil forstå ordet sindsro, og vi vil kende fred. Uanset hvor langt nede på skalaen vi har befundet os, vil vi indse, hvordan vores erfaring kan hjælpe andre. Følelsen af ubrugelighed og selvmedlidenhed vil forsvinde. Vi vil miste interessen for det egoistiske og vinde interessen for vore medmennesker. Selvtilfredsheden vil forsvinde. Hele vor holdning og vort syn på livet vil ændres. Frygten for mennesker og økonomisk usikkerhed vil forsvinde. Vi vil per intuition vide, hvordan vi skal behandle forskellige situationer, som tidligere ville hæmme os. Vi vil pludselig erkende, at Gud gør det for os, hvad vi aldrig kunne gøre for os selv. Er disse løfter overdrevne? Det mener vi ikke. De går i opfyldelse iblandt os - nogle gange langsomt, nogle gange hurtigt. Men de sker altid, hvis vi arbejder på det”.

 

             Jeg har tidligere delt til møder om, at jeg har fået min familie tilbage, men det er på det seneste gået op for mig, at jeg slet ikke rigtigt har haft den... før nu. Jeg har ingen frygt overfor andre mennesker, idet jeg har gjort op med min fortid. Min økonomi er heller ikke noget problem længere, kommunen har behandlet mig overmåde imødekommende, og jeg fik godkendt tilskud til de udgifter jeg har for at komme til mine mange A A møder. Tak for al den velvilje støtte og uvurderlige hjælp jeg har mødt fra personalet i Gundsø Kommune, nu Roskilde Kommune, sagsbehandlere, terapeuter og hjælpemiddelpersonel.

             Jeg er nu blevet folkepensionist, og de tillæg jeg har fået på grund af mit handicap, bortfaldt da jeg fyldte 65 i november 2011. Men løfterne er igen gået i opfyldelse, da jeg har handlet på min nye situation, og fravalgt nogle ting/udgifter jeg sagtens kan leve foruden. Det giver ro i sjælen.

             Jeg involverer mig meget i A A, jeg har været grupperepræsentant i region Øst, hvor jeg var valgt som delegeret til servicekonferensen, som jeg deltog i 5 gange, den første som observatør, og jeg har haft 5 sponsees. Derudover er jeg med i Det Udgående Team i Region Sjælland, hvor vi er en flok alkoholikere, der bliver kaldt ud til regionens sygehuse, når en lidende fælle beder om hjælp. Det er en stor, men også dejlig udfordring.

             Når der så var tid tilovers brugte jeg den på at indtale A A-litteratur til hjælp for svagtseende, ordblinde og andre med læsevanskeligheder. Det har jeg desværre ikke længere overskud til, og jeg har meddelt AA Danmark, at de må finde en anden til den opgave.

             Tak til A A, min sponsor og min Højere Magt. Fællesskabet har ikke blot reddet mit liv, men har givet det et helt nyt indhold, og jeg har oplevet den glæde, at min ”kone” (vi var stadig ”kun” separeret) startede i Al-Anon og min datter er som nævnt også, så de er ligeledes begyndt at få et bedre liv.

             Gud giv mig sindsro, til acceptere de ting jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting jeg kan. Og visdom til at se forskellen. Din vilje ske, ikke min. TAK.

             Leif.

Denne side vil være under konstant udvikling.                                  22-08-2014

Denne side er på ingen måde en official A A side, den er ikke godkendt af Genral Service Board eller Anonyme Alkoholikere i Danmark. Siden er ikke associeret med nogen A A-gruppe eller nogen anden A A enhed. Der er flere steder på disse sider omtalt Anonyme Alkoholikere (Store Bog) og anden A A litteratur. Denne og navnet Alcoholics Anonymous ® er registrerede varemærker for Alcoholics Anonymous World Services, Inc. Disse sider er udelukkende lavet for at hjælpe når blinde, svagtseende og andre med læsevanskeligheder, noget sted, søger at finde svar på alkohol relaterede spørgsmål, så en ny måde at leve på, uden at behøve at drikke, kan opnås. Det handler blot om, at en alkoholiker ønsker at hjælpe en anden. Så vi igen kan leve som glade, lykkelige og frie mennesker. Må gud velsigne dig og bevare dig. Leif.

Et tankeeksperiment!

Et tankeeksperiment!

 

Jeg forestiller mig min hjerne er som en skoleklasse, hvor der er en masse elever med gode egenskaber. Der er den kloge, den dygtige, den opmærksomme, den forstående, den hjælpsomme, den omsorgsfulde, den overbærende, den nærværende, den praktiske og den kærlige.

 

Men der er også elever med karakterdefekter som: Arrogance, Bedrevidende, Begær, Dovenskab, Foragt, Forslugenhed, Grådighed, Intolerance, Jalousi, Liderlighed, Misundelse, Selvcentrerethed, Selviskhed, Selvmedlidenhed, Sexlyst, Stolthed, Utålmodighed, Uærlighed og Vrede.

 

Men værst af det hele er to ekstremt urolige elever, alkoholikeren og den medafhængige, der konstant løber efter hinanden og råber ”jeg har dig, jeg har dig”. Hvordan skulle de andre elever kunne koncentrere sig i det helvede?

Den eneste der er i stand til at skabe den nødvendige ro er en højere magt (læreren), der kan fortælle om sindsro, mod og visdom. (de 12 trin)

 

Leif.

Syltetøjsglasset og kaffen

 

Når tingene i dit liv virker næsten uoverkommelige; når 24 timer pr. dag ikke er nok, så husk syltetøjsglasset og kaffen...

 

           En professor stod foran sit filosofihold med nogle ting foran sig. Da timen begyndte, tog han, uden at sige et ord, et meget stort og tomt syltetøjsglas frem og begyndte at fylde det med golfbolde. Da han havde gjort det, spurgte han sin klasse, om glasset var fyldt, og de var enige om, at det var det.

           Så tog professoren en kasse med småsten frem og begyndte at hælde dem ned i glasset. Han rystede glasset let, så småstenene fordelte sig imellem golfboldene. Derefter spurgte han igen holdet, om glasset var fyldt, og det mente hans klasse nok, at det var.

           Herefter tog professoren en kasse med sand frem og begyndte at hælde det op i glasset. Sandet fyldte naturligvis de resterende hulrum i glasset.

           Igen spurgte han, om det var fyldt. Klassen svarede enstemmigt »ja«, og derefter lavede professoren to kopper kaffe og hældte dem begge ned i glasset, hvilket effektivt fyldte de hulrum, der var imellem sandkornene. Studenterne grinede..

           »Nuvel«, sagde professoren, da latteren var stilnet af. »Hvis I nu forestiller jer, at dette glas repræsenterer jeres liv.

           Golfboldene er de vigtige ting... jeres familie, kærester, børn, helbred, venner og yndlingspassioner... de ting, som selv hvis alle andre ting gik tabt, og kun disse ting var tilbage, stadig ville gøre jeres liv fuldendt. Småstenene er de andre ting, der betyder noget... såsom job, hus, bil osv. Sandet er alle de andre småting«.

           Professoren fortsatte: »Hvis I putter sandet ned i glasset først, er der ikke plads til hverken småstenene eller golfboldene. Det samme gæl­der i livet.

           Hvis I bruger al jeres energi og tid på de små ubetydelige ting, får I

aldrig plads til de ting, der er vigtige for jer.

           Vær opmærksom på de ting, der er kritiske for jeres lykke. Leg med jeres børn. Pas på jeres helbred. Inviter jeres partner på middag. Tag endnu en runde på golfbanen.

           Der vil altid være tid til at gøre huset rent og ordne afløbene. Tag jer af golfboldene først... de ting der virkelig betyder noget. Få styr på prioriteterne... resten er bare sand.«

           En af de studerende rakte sin hånd i vejret og spurgte hvad kaffen

repræsenterede.

           Professoren smilede: »Jeg er glad for, at du spørger. Det er blot for at vise, at lige meget hvor fyldt dit liv synes at være, så er der altid plads til et par kopper kaffe sammen med en ven«.      

Syltetøjsglasset og kaffen

Side 9