leif´s hjemmeside                                med lydbøger til alkoholikere

Diverse litteratur og fakta om alkoholisme

Opdateret 20-01-2012

En dødelig, undervurderet og misforstået folkesygdom

 

Ofte høres spørgsmålene: Er min mand mon alkoholiker? Er jeg mon alkoholiker? Hvad er en alkoholiker? Hvordan er hun blevet alkoholiker? Hvordan kan det være han kom så langt ud? Hvordan får jeg hende til at holde op med at drikke? 

Det er min oplevelse, at spørgsmålene er mange og svarene er få, eller ofte ikke fyldestgørende eller direkte forkerte.

Nogle mennesker er født med de egenskaber, der skal til for at udvikle alkoholisme.  Det er ingen skam, for ingen kan vide det på forhånd, men det er en skam ikke at stoppe drikkeriet, for alkoholisme er en langsom og sikker nedtur, der kan ende med en totalt nedbrudt psyke og fysik, delirium tremens eller døden. 

Det er ingens skyld, at en person er blevet en alkoholiker, heller ikke personen selv. Der ligger ikke en bestemt hændelse bag, en psykisk brist eller en mental svaghed. 

Heldigvis er det muligt, at hoppe af nedturen, hvis man virkelig vil. Dog vil jeg understrege, at al erfaring viser, at forsøg på at styre eller lære, at drikke socialt når man er alkoholiker aldrig vil lykkes. Det er en kamp mod alkoholismen der er tabt allerede i sygdommens vorden.

 

 

Der er mange meninger om hvad alkoholisme er.  WHO kalder det et "Afhængighedssyndrom”:

 

En person lider af et afhængighedssyndrom til et stof når 3 eller flere, af følgende kriterier samtidigt har været tilstede inden for en 3 måneders periode:

                                                                                                                                                                                                                                                            

· Svækket evne til at styre indtagelsen, standse eller nedsætte brugen.

· Abstinenssymptomer eller indtagelse for at ophæve eller undgå disse.

· Toleranceudvikling.

· Dominerende rolle med hensyn til prioritering og tidsforbrug.

· Vedvarende brug trods erkendt skadevirkning.

           Når stoffet hedder alkohol (ethanol), kaldes syndromet "Alkoholisme".

 

Den eneste der kan stille diagnosen "alkoholiker" er alkoholikeren selv. Prøv selv her - har du mere end 2 ja'er bør du gennemtænke din situation:

 

· Har Du nogensinde følt, at Du burde drikke mindre?

· Er Du nogensinde blevet ked af det eller fornærmet over kritik af dit alkoholforbrug?

· Har Du nogensinde haft dårlig samvittighed over dit alkoholforbrug?

· Har Du nogensinde drukket alkohol om morgenen for at komme i gang?

 

De meste betydningsfulde træk ved sygdommen er følgende:

Alkoholisme er en sygdom i sig selv.

Alkoholisme er en fremadskridende sygdom.

Det er en kronisk sygdom.

Sygdommen resulterer i en permanent svækkelse, og en alt for tidlig død, hvis den ikke standses.

Man kan ikke helbredes for alkoholisme, men sygdommens skadelige virkning kan standses ved ædruelighed.

 

Der skal efter mange forskere og specialisters menig en række faktorer til for at udløse alkoholisme nemlig:

Et for lavt niveau af det naturlige stof GABA i hjernen.

Den biokemiske defekt, til at danne stoffet THIQ i hjernen.

En oplevelse af at alkohol stimulerer og

Et heraf følgende stort forbrug.

 

 

 

_________________________________________________________________________________________________________________________

 

 

 

GABA er et naturligt stof i hjernen der virker som et beroligende middel. Har man et høj niveau af GABA, har man let ved at blive beroliget. Har man et lavt niveau, er det omvendte tilfældet. Ofte er det sådan, at alkoholikere er født med et lavt niveau af GABA. Da hjernen populært sagt ikke kan ikke skelne mellem GABA og alkohol, bliver niveauet kunstigt hævet ved hjælp af alkohol. Indtagelse af alkohol vil derfor kunne skabe en vis form for ro.   

 

For at nervecellerne i kroppen og hjernen kan kommunikere med hinanden, har de indbyggede modtagere og afsendere. Modtagerne hedder receptorer og afsenderne hedder vesikler. Nervecellerne har flere typer af receptorer og vesikler, der hver har deres funktion. De forskellige typer receptorer er opbygget på en sådan måde, at de passer nøjagtigt i formen til bestemte typer molekyler.

Molekyler kan binde sig til en receptor som en nøgle i en lås. Når et molekyle har bundet sig til en receptor kan der ske to ting. Nøglen virker og der udløses en elektrisk strøm, eller nøglen virker ikke og der udøses ingen strøm.

De molekyler som kan udløse en elektrisk strøm hedder agonister og dem som ikke kan hedder antagonister. Agonisterne kan enten øge spændingsniveauet i nervecellen eller sænke det. Antagonisterne som ikke kan udløse en elektrisk strøm, har også den egenskab at de blokerer agonisternes virke ved at optage pladsen på en receptor.

Afsenderne (vesiklerne) er små blærer i nervecellernes ender, der indeholder et bestemt stof, som bliver frigivet hvis spændingsniveauet i nervecellen bliver stort nok.

Stoffet der bliver frigivet fra vesiklerne kaldes transmitterstof. Dette stof aktiverer receptorer på nabocellen, og spændingsniveauet hæves her, indtil der frigives transmitterstoffer her, som således aktiverer næste nervecelle. På denne måde ruller processen gennem nervecellerne og en omfattende kommunikation i hjernen er etableret.

Den type receptor der er interessant med hensyn til alkohol er GABA(A) - receptoren. Den kan påvirkes af molekylerne fra stoffet gamma-amino-butyrat (GABA), som produceres naturligt i hjernen, og er en agonist af den type der sænker spændingsniveauet i nervecellen. Dette betyder at nervecellen får sværere ved at udløse en elektrisk strøm og dermed starte en kommunikationsproces.

GABA(A) - receptoren kan ikke se forskel på et alkohol molekyle og et GABA molekyle.  20 % af hjernens nerveceller har GABA(A) - receptorer, derfor påvirkes en meget stor del af hjernen når der indtages alkohol.

Det transmitterstof som GABA regulerer, hedder dopamin. De områder af hjernen hvor der er særlig mange dopamin dannende nerveceller er hippocampus, der har betydning for hukommelsen, hjernestammen, hvorfra vejrtrækning, blodtryk og vågenhed reguleres og lillehjernen hvor balance og kropsstilling koordineres.

 

Alkohol overtager og/eller hjælper GABA med at sænke kommunikationsstrømmen i de ovennævnte områder i hjernen. 

Sagt på en anden måde: hjernefunktionerne nedsættes ved indtagelse af alkohol, hvilket jo også er velkendt for enhver der har haft en brandert på.

Alkohol er et beroligende (hæmmende) middel.

Stimulans eller brug af alkohol som selvmedicinering  

En af de videnskabelige teorier går ud på, at de mennesker som forbliver i et alkoholmisbrug og i stigende grad bliver afhængige, benytter alkohol som en form for selvmedicinering.

Gennem deres tidlige eksperimenter med alkohol, har de fundet en kemisk løsning til lindring af fx angst, vrede, uro eller nedtrykthed.

Disse mennesker oplever deres første prøver på alkohol som styrkende, på en helt anden måde end andre gør det. Desværre er det jo en pagt med djævelen, idet denne kortvarige gode følelse betales med en gradvis ødelæggelse af tilværelsen.

 

Der er tilsyneladende to følelsesmæssige veje til alkoholisme:

1.      Mennesker der i barndommen fx. er bange og nervøse og opdager ved deres første eksperimenter, at alkohol dæmper disse følelser.

Hos denne gruppe er en biokemisk forklaring, en lav udskillelse af transmitterstoffet GABA, som hjernen benytter til at regulerer indre psykologiske spændinger. Når de drikker hæves GABA niveauet og spændingerne forsvinder. Denne lindring synes umiddelbart ikke, at kunne findes på andre måder. Disse mennesker er i øvrigt også sårbare med hensyn til misbrug af andre beroligende stoffer.  

Desuden viser undersøgelser, at hos disse mennesker, har de områder af hjernen, som kunne have medvirket til at dæmpe indre spændinger, en svækket funktion fx. evnen til at sige "Dette problem vedkommer ikke mig" eller "Dette kan jeg alligevel ikke gøre noget ved". Disse områder af hjernen styrer ydermere arbejdshukommelsen, hvor erfaringerne af forskellige handlinger lægges og kan bearbejdes inden en handling udføres. 

Dette bidrager til at ignorer langtidseffekten af drikkeri således, at kun den umiddelbare beroligelse opleves, men ikke advarselssignalerne der burde sige "Stop - jeg er for langt ude" eller "Sidste gang jeg drak gik det galt og jeg begynder ikke, at kunne styre dette længere".

Denne stærke styring af behovet for ro, syntes derfor at være en genetisk bestemt modtagelig for alkoholisme. Faktisk konkluderer forskere, at alkoholisme hos sådanne mennesker udvikles som en slags selv- medicinering for angstsymptomer.

2.      Mennesker der i barndommen lider af en udpræget grad af sindsbevægelse, impulsivitet og kedsomhed og opdager, at alkohol kan dæmpe dette høje spændingsniveau.  

Hos denne gruppe synes en biokemisk forklaring, at være et underskud af transmitterstoffet serotonin og MAO. Den kendsgerning, at de ikke kan udholde monotoni gør sammen med tilbøjeligheden til impulsivitet, at de kan misbruge en næsten uvilkårlig liste af stoffer udover alkohol.

 

Selvom nedtrykthed kan få mennesker til at drikke, så forværres denne sindstilstand efter et kort løft og det viser sig, at mennesker der anvender alkohol som lindring gør det langt oftere for at lindre angst end depression. Det er andre stoffer som kokain, der skal til for at dæmpe depression.

Selvom anlæggene til alkoholmisbrug er biokemisk baseret, så kan de følelser, der får folk til at medicinere sig med alkohol, læres at håndteres uden at benytte alkohol.

At opnå evnen til at håndtere disse følelser, fjerner incitamentet til at bruge alkohol. Det er der flere behandlingssystemer, der har bevist gennem årtier, bl.a. AA og Minnesota modellen der begge benytter AA 's 12 trins program.

Men det havde selvfølgelig været bedre, hvis håndteringen var blevet indlært før misbruget blev skabt. Det er således min overbevisning, at hvis man virkelig skal gøre noget ved alkoholismen, skal man angribe den allerede i de første barneår. 

Der burde derfor være et fag i skolerne der hed personlig udvikling, hvor børnene lærte at takle deres følelsesliv. Det er jo ikke kun kommende alkoholikere, der har disse problemer, det har ganske mange. For en kommende alkoholiker har det blot fatale konsekvenser.

 

 

 

 

_________________________________________________________________________________________________________________________

 

 

 

 

 

THIQ - et afhængighedsskabende stof.

Når alkohol indtages, opfatter kroppen det straks som et giftstof, der skal fjernes hurtigst muligt. Ca. 10 % af alkoholen (ethanolen) vil uomdannet blive udskilt gennem urin, sved og udåndingsluft. Resten bliver omdannet i levercellernes cytoplasma og mitokondrier. Ved denne proces omdannes ethanolen til acetaldehyd og herfra videre til acetat (eddikesyre) som afgives til blodet og derefter optages i kroppens forskellige celler, hvor det forbrændes til kuldioxid og vand eller bliver omdannet og deponeret som fedt.

Acetaldehyd er i øvrigt et meget giftigt stof, som ville være dødeligt hvis det blev ophobet i kroppen. 

Hos nogle mennesker sker ovenstående omsætning lidt anderledes. En del af acetaldehyden kan af ukendte årsager ikke omdannes til eddikesyre. Stoffet bliver i stedet omdannet til THIQ (tetra hydro iso quinoline). THIQ er et yderst vanedannede stof og nært beslægtet med morfin og heroin. Undersøgelser har vist, at stoffet forbliver i hjernen. Stoffet er stærkt vanedannende og udløser transmitterstoffet dopamin. (Se afsnittet: Dopamin) Dette kan forklare det faktum, at en alkoholiker der har været ædru i adskillige år og begynder at drikke igen, på ganske kort tid udviser en adfærd som om vedkommende havde drukket hele tiden. Dyreforsøg udført med rotter har vist at afhængigheden af alkohol etableres øjeblikkeligt, hvis der sprøjtes THIQ ind i hjernen på dem. Før indsprøjtningerne nægtede disse rotter at drikke vand iblandet vodka. Efter indsprøjtningerne blev rotterne mere og mere tilpasse jo mere vodka de fik. 

Stoffet dopamin er et transmitterstof som også dannes naturligt i hjernen. Dopamin har betydning for evnen til at blive afhængig af et stof, idet dopamin er det stof hjernen benytter til at sende signaler til det område i hjernen, der kaldes belønningssystemet.

Belønningssystemets vigtigste opgave er at sikre vor overlevelse. Når vi plages af drifterne sult, tørst, søvn og sexlyst oplever vi et fysisk ubehag, bliver raskløse, irritable og aggressive. Hvis vi ikke får opfyldt disse drifter kan vi foretage os de meste grænseoverskridende handlinger. Får vi imidlertid opfyldt vores krav, kvitterer hjernen med en følelse af ro og afslappethed. Dette sker biokemisk ved at en række nerveceller frigiver dopamin, som påvirker nervecellerne i belønningssystemet.

De mennesker der danner THIQ ved indtagelse af alkohol og aktiverer denne proces vil gradvist komme til at føle samme tilfredsstillelse, som hvis de basale drifter blev opfyldt.

Mangel på alkohol vil ligeledes mere og mere markant blive ligestillet med mangel på opfyldelse af de helt basale drifter. Hermed er afhængigheden skabt. Dette sker naturligvis ikke fra den ene dag til den anden, men er en konsekvens af længere tids konstant forbrug.

Dette kan være den biokemiske forklaring på hvorfor det er så vanskeligt, at få en alkoholiker til at stoppe med at drikke og hvorfor alkohol har en så høj prioritet. Selv om alkoholikeren ikke er bevist om det, ligestiller hjernen alkohol med fx. sult og tørst, og ingen normale mennesker vil jo drømme om, at holde op med at spise og drikke fordi andre siger de skal. Paradokset er blot, at hvis man ikke stopper med at indtage alkohol dør man, og omvendt hvis man stopper med at drikke vand og spise så dør man

Alkohol - verdens måske mest skadelige rusmiddel

Alle danskere over 14 år drikker ca. 2,8 genstande om dagen i gennemsnit. Skal man lytte til Sundhedsstyrelsens advarsler om begrænset brug, har vi jo ingen yderligere problemer.

Imidlertid er det således, at ca. 10 % af befolkningen drikker halvdelen af det samlede forbrug. Dette svarer til ca. 14 genstande om dagen fordelt på 400.000 mennesker. Resten drikker ca. 1,5 genstande om dagen.

Sagt på en anden måde, Danmark har ingen problemer med alkoholforbruget, Danmark har et problem med alkoholisme, eller misbrug.

Alkohol er et af de få stoffer, der både er opløseligt i vand og fedt. Dette betyder, at alkohol kan trænge gennem alle kroppens forsvarsværker. Celler har fx. vægge opbygget af en konstruktion med flere lag, hvor det ene er modstandsdygtigt over for vand og det andet over for fedt. De fleste uønskede stoffer vil derfor blive stoppet. Dette gælder ikke alkohol, der trænger ret igennem og udøver derved stor skade på cellernes indre. Med tiden bliver cellevæggene stive og deres funktionalitet ødelægges.

Vores nervebaner er isoleret med fedt som ledninger med plastic. Ved et stort forbrug af alkohol bliver nervebanerne affedtede og de kortslutter, populært sagt, med varige skader til følge.

En anden skadelig virkning er det forhold, at der skal relativt store mængder til for at få en rus. Fx. indeholder en almindelig øl ca. 12.000 mg. rent alkohol. Indtager man 10 af dem er man godt beruset, altså indtager man 120.000 mg. rent alkohol.

En pibe hash med 10 mg. rent TDC (rusmidlet i hash) giver en tilsvarende rus.

Der skal altså 12.000 gange så meget alkohol til for at opnå samme rus og kroppen bliver derfor tilsvarende belastet. Der foregår en ren biokemisk massakre, når man drikker sig fuld. 

Alkohol kan derfor mere skadeligt end fx. heroin og morfin. Grunden til at vi ikke har den opfattelse er, at narkomaner også er belastet af sociale forhold og for det meste også misbrugere af alkohol. Dog er heroin og morfin et mere potent rusmiddel og langt mere afhængighedsskabende. 

Listen over de skadelige konsekvenser er stor. Der er så at sige intet sted i kroppen, der går ram forbi. De kendteste, er skader på lever, bugspytkirtel, gulsot og diabetes. Dette er fysiske skader, listen over psykiske skader lige så stor, fra hukommelsestab, hallucinationer, paranoia, overdreven angst, skyld, skam, vrede, fobier og tab af intellektuelle evner. 

En af de mere alvorlige, men oversete konsekvenser, er den forandring der sker i hjernens kommunikationssystem. 

Alkohol frigør transmitterstoffet dopamin. Jo mere dopamin der frigøres, jo mere aktiveres hjernens belønningssystem og jo mere vil vi føle os veltilpasse. Dette er et naturligt system i vor hjerne, der aktiveres, når vi får opfyldt vores basale behov. Derfor kan det kaldes en konstruktionsfejl, at hjernen tager fejl af opfyldelse af et basalt behov og behov for alkohol. Ved "uautoriseret" overdreven brug af belønningssystemet, justerer hjernen selv ved, at reducere antallet af dopamin receptorer. Dette er en ond spiral, for så skal der mere alkohol til for, at vi føler os tilpasse. Dette er den biokemiske form for øget tolerans og afhængighed. Imidlertid går det også ud over vores evne til, at føle velbehag og tilfredshed i al almindelighed. Alkoholikere bliver derfor med tiden behagelighedsmæssige impotente.

Holder man op med at drikke, vil hjernen i de fleste tilfælde begynde at reetablerer dopamin receptorerne ret hurtigt.  Da rusmidler imidlertid kan virke som DNA kontakter, er de i stand til at tænde og slukke for gener. Slukkes det gen der skal danne nye dopamin receptorer, og det forbliver kronisk slukket, er der skabt en alvorlig situation for den alkoholiker, der forsøger at holde sig ædru. Muligheden for at komme sin behagelighedsmæssige impotens til livs syntes næsten umulig. Dette kan give en biokemisk forklaring på de ellers uforklarlige tilbagefald som ædru alkoholikere tager, på trods af at de er klar over konsekvenserne, og i øvrigt har relativt godt styr på deres liv

 

 

 

_________________________________________________________________________________________________________________________

 

 

 

 

Antabus er et stof, der blokerer for det enzym, der nedbryder acetaldehyd.

Acetaldehyd er et af de stoffer, som alkohol bliver omdannet til under nedbrydningsprocessen i leveren. Da stoffet er meget giftigt i store mængder, vil man få det meget dårligt hvis man drikker på det. Det der det, der er antabussens virkning.

 Antabus er godt på den måde, at det kan give en alkoholiker den ro, at vide at nu kan der ikke drikkes, således at man kan begynde at bearbejde sine alkoholiske indstillinger for at komme ud af misbruget. Men følges det ikke op med denne udviklingsproces har det efter min mening ingen virkning.

Det vil være det samme som, at give hovedpinepiller uden at afdække årsagen.

Virkningen udebliver totalt hvis man tager antabus for andres skyld i en periode. Det eneste man i så fald vil tænke på er, at perioden skal slutte, således at man kan begynde at drikke igen på første og bedste undskyldning.

Erkendelsen - den svære fase.

At skulle erkende, at man ikke styrer sit eget liv, men at det er alkoholen der gør det, er ikke rart, fordi det normalt forbindes med psykisk svaghed. Der er jo ingen der bare sådan uden videre erkender at være magtesløs. Især ikke over for alkohol, idet det kulturelt betragtes som flovt at have et drikkeproblem. 

Men der er tale om en kompliceret sygdom og ikke en mental svaghed!

En alkoholiker kan ikke komme ud af sit misbrug ved egen hjælp - det viser al erfaring. Al snak om nu skal jeg nok…, er virkningsløst! 

Da benægtelse, bagatellisering og vrangforestillinger er stærke hos alkoholikeren, skal denne i en eller anden form, nå sin egen personlige bund før erkendelsen nås. 

Det er en barsk kendsgerning og betyder, at det ofte er alvorlige fysiske og/eller psykiske knubs, afrusninger på hospitaler, fyringer, skilsmisser mv. der skal til før denne erkendelse nås og en egentlig behandling kan starte.  

Alkoholens afhængighedsskabende effekt gør, at alkoholen syntes lige så vigtigt i livet som vand, søvn og mad. Det at kvitte sit misbrug er ikke noget man bare gør fra den ene dag til den anden, da man ikke narrer de biokemiske processer ved at sige "Nu er det slut med det". Hjernen reagerer biokemisk meget voldsomt både fysisk og psykisk, når man holder op med at drikke. 

Flasken er ens bedste ven. Den prioriteres højere and alt andet. Det er den der nulstiller abstinenserne, trøster, dæmper vreden, angsten og uroen. Så derfor er det meget at bede en alkoholiker om, når flasken skal stilles væk for evigt. 

Det er ofte sådan, at en alkoholiker lader sig omgive af en række hjælpere "medafhængige" eller "ko-alkoholikere". Ved hjælp af disse holdes han/hun længere i misbruget, da alkoholikeren bliver serviceret. Det er som oftest konen eller manden, der sørger for alt det praktiske, at misbrugsproblemet skjules overfor omgivelserne og dagligdagens praktiske ting bliver ordnet. 

Det paradoksale er derfor, at hvis man virkelig vil hjælpe en alkoholiker ud af sit misbrug må man holde op med at servicerer. Derved kommer vedkommende hurtigere til en erkendelse.

Det er nemt at skrive og svært at gennemføre, men at sige: "Det er dit liv, hvis du vil drikke dig ihjel, er det din sag, men du må gøre det uden min hjælp. Jeg holder for meget af dig til at stå og se på det. Så hvis du ikke vil hjælpes, må jeg flytte mig". Denne udtalelse vil ofte sætte gang i en proces, hvis man vel og mærke tør og er konsekvent. 

Udtalelsen vil ofte resultere i gråd og eller vrede og lovning om bod og bedring, og hvis man ikke er konsekvent vil drikkeriet begynde igen. Det er ikke fordi den person man elsker er et dårligt menneske, det er simpelthen fordi sygdommen har herredømmet og ikke personen selv. Der er virkelig tale om to personer, den ædru, som man engang kendte og den nu alkoholiserede. Den ædru person findes stadig inde bag ved, men den person får ikke én chance hvis flasken ikke proppes.

Desværre findes der "hjælpere" der ikke selv vil ud af den symbiose de begge befinder sig i og der findes alkoholikere der simpelthen ikke tør "face" en ædru tilværelse. Det er en meget tragisk situation - det er spildte liv

Slip flasken og lær at leve

På denne side går jeg i gang med de ting, jeg føler er de vigtigste elementer for at stoppe sygdommen.

Når jeg skriver at stoppe sygdommen mener jeg "redde helbredet" og "leve uden alkohol". Man kan ikke fjerne sygdommen alkoholisme fra kroppen, og jeg tror ikke at man kan lære, at drikke socialt når man er alkoholiker.

Det altafgørende er naturligvis, at man erkender, at man er alkoholikere, idet et problem jo ikke løses hvis det ikke er set.

Det er heller ikke nok at sætte flasken. Derved bliver man kun fysisk ædru, men fortsætter sit alkoholiske livsmønster. Dette livsmønster kaldes også "tørdrikkeri". 

"Den samme mand vil drikke igen" - ergo må man i gang med at ændre adfærd.

At tage antabus hindre til en vis grad blot en i at drikke, men man lever stadig i dette alkoholiske livsmønster, og vil så snart lejligheden byder sig, erfaringsvist drikke igen. Det er ikke fordi man er en svag sjæl som sådan, men flasken har gennem mange år været den metode man brugte til at løse sine konflikter med. Får man derfor ikke indarbejdet nye løsningsmetoder, lever man i et tomrum, og det er naturligvis ikke holdbart i længden.

Desværre er det ofte den form for behandling alkoholikere får traditionelt. Lidt fenemal, der dæmper abstinenserne og så antabus. Det er nøjagtig det samme som, at give en patient med brækket ben en pose smertestillende midler, en krykkestok og et farvel. I denne situation vil alle kunne se, at det er grotesk.

Organisationen AA (Anonyme Alkoholikere) tilbyder metoder, der kan fylde dette omtalte tomrum op, ved hjælp af et 12. trins program. Ligeledes er der behandlingssteder der tilbyder dette ved hjælp Minnesota-modellen, som bygger på ovennævnte program.

Det væsentlige er imidlertid, at man ønsker, at blive ædru for sin egen skyld. Ingen offerroller - der skal kæmpes for at kunne gives senere.

En anden væsentlig faktor i processen er, at love sig selv, at man vil forsøge at holde sig ædru i 24 timer, og ikke mere. Når de 24 timer er gået, tager man 24 timer igen. Dette er overkommeligt, og man knuser ikke resterne af sin selvtillid ved, at have lovet guld og grønne skove til sine omgivelser og for den sags skyld sig selv.

 

 

 

_________________________________________________________________________________________________________________________

 

 

 

Dopamin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Dopamin, er et "catecholamin", der virker som neurotransmitter i centralnervesystemet. Dopaminmangel kan opstå, når der sker svigt hos de nerveceller, der normalt udskiller dopaminet.

 

Kemisk set er dopamin et monoamin, ligesom en række andre neurotransmittere: noradrenalin, adrenalin, serotonin og histamin. I hjernen bliver dopamin syntetiseret ud fra stoffet DOPA (dihydroxyfenylalanin) som igen bliver syntetiseret ud fra tyrosin. Dopamin kan syntetiseres videre til noradrenalin, og det stof kan syntetiseres videre til adrenalin. Ved det kemiske syntese fra DOPA til dopamin medvirker et ensym kaldet DOPA-decarboxylase, mens der ved den videre syntese til noradrenalin medvirker ensymmet dopamin-β-hydroxylase (DBH).

 

I hjernen befinder dopamin-holdige nervecellers cellelegemer sig i strukturerne "den sorte substans" og det ventral tegmentale område. Herfra har de udløbere til store dele af forhjernen, blandt andet storhjernens hjernebark.

 

Ved Parkinson's sygdom ses et stort antal døde nerveceller i den sorte substans.

 

Transmission

I hjernen findes der på nerveceller forskellige proteiner der reagerer på dopamin efter de er frigivet af de dopamin-holdige nerveceller. Efter påvirkningen genoptager de dopamin-holdige nerveceller den frigivne dopamin ved hjælp af et protein kaldet dopamin-transporteren. Kokain og amfetamin nedsætter dette genoptag.

 

Visse former for medicin til skizofreni hæmmer dopamintransmissionen.

 

 

_________________________________________________________________________________________________________________________

 

 

 

Oversættelse af artikel oprindeligt trykt i Grapevine, inc., januar 1947, af William Duncan Silkworth, M.D. Lægen bag kapitlet »Lægens synspunkt« i Store Bog, Ano­nyme Alkoholikere. På dansk ved Laban

 

Tilbagefald

og den menneskelige natur

 

          

Der er ikke noget mystisk ved tilbagefald. Det kan synes sært, at en al­koholiker, der gennem års afholdenhed har retableret sin værdighed og position i samfundet, pludselig sætter al sin lykke over styr og atter befinder sig i alkoholens dødsensfarlige livtag. Men ofte er grunden ganske ligetil.

           Mennesker har ofte den holdning, at »der er noget ganske særligt omkring alkoholikere. De kan synes at have det godt og være på rette vej, og så, som et lyn fra en klar himmel, genoptage deres drikkeri. Man kan aldrig vide sig sikker...«. Dybest set er dette noget ævl. Alko­holikeren er et sygt menneske. Men underkaster han sig de teknikker, der er i AA, kommer han sig - hvilket vil sige at han får henstand fra sin sygdom. Han er ikke mere uforudsigelig, end folk, der lever med sukkersyge, opfører sig sært.

           Lad os slå fast, en gang for alle, at alkoholikere er mennesker. Her­fra kan vi på intelligent vis sikre os mod de fleste tilbagefald.

           Blandt så vel professionelle som lægfolk er der en tendens til at hæfte etiketten »alkoholisk adfærd« på snart sagt alt, som en alkoholi­ker foretager sig. Sandheden er, at der er tale om den menneskelige natur i al almindelighed.

           Det er en stor fejltagelse at betragte ethvert karaktertræk i en alko­holafhængig som 'alkoholisk'. Følelsesmæssige og mentale luner klas­sificeres som symptomer på alkoholisme, alene af den grund at alko­holikere har dem - og dog kan de selv samme ejendommeligheder forekomme blandt ikke-alkoholikere også.

           Rent faktisk er de symptomer på det at være menneske! Selvsagt har alkoholikere en tendens til at betragte sig selv som anderledes, specielle, med unikke træk og reaktionsmønstre. Mange læger, psykia­tere og terapeuter lægger i ekstrem grad den samme tanke til grund for deres analyse og behandling af alkoholikere. Iblandt gør de et kompliceret mysterium ud af en tilstand, som findes i ethvert menne­ske, hvad enten det er til whisky eller sødmælk.

           Lad os understrege, at alkoholismen - på linie med enhver sygdom - kommer til udtryk på sin helt egen særlige måde. Den har en række overrumplende særegenheder, der adskiller den fra samtlige andre syg­domme. På en og samme tid vil ethvert af disse symptomer og meget af adfærden forbundet med alkoholisme være ensartet eller endog identisk med det, der fremkommer ved andre sygdomme.

           Et alkoholisk tilbagefald, sådan som det forstås i Anonyme Alkoholi­kere, er et perfekt eksempel på, hvordan den menneskelige natur kan blive misopfattet som alkoholisk adfærd.

 

Identificeringen af tilbagefald

           Et tilbagefald er et fald tilbage! Det er et fald tilbage, efter at alkoholi­keren er holdt op med at drikke og er begyndt på AA's program til hel­bredelse.

           Tilbagefald forekommer oftest i de tidligere stadier af alkoholike­rens oplæring i AA - inden han har haft tid til at lære tilstrækkeligt om AA's teknik og filosofi til at give ham et solidt grundlag. Men tilbage­fald kan også forekomme, efter at han har været medlem i måneder el­ler endog adskillige år - og det er først og fremmest i denne sidste type af tilbagefald, at vi kan finde sammenfald mellem alkoholikerens adfærd og den som udvises af »normale« ofre for andre sygdomme.

           Ingen synes at blive overrasket over det faktum, at tilbagefald er normale blandt tuberkulosepatienter. Men her er en overraskende kendsgerning; årsagen er ofte den samme, som den der fører til alkoholikerens tilbagefald!

           Det sker som følger: Når tuberkulosepatienten er kommet sig i en grad, at han kan hjemsendes fra sanatoriet, instruerer lægen ham om­hyggeligt i, hvorledes han skal leve sit liv fremover.

          

           Han skal drikke rigelige mængder mælk. Han skal afstå fra at ryge.

Han skal underkaste sig andre strenge regler.

 

           I de første måneder, eller måske de første år, følger patienten disse anvisninger. Men efterhånden som han genvinder sin styrke og føler sig fuldt ud helbredt, bliver han mere sløset. Muligvis beslutter han en nat, at han kan blive længe oppe. Og da han gør det, har det ingen ne­gative konsekvenser. Snart ser han helt bort fra de anvisninger, han fik, da han forlod sanatoriet. Enden på det hele bliver, at han får et tilbagefald.

 

Når det er hjertetilfælde

           Den samme type tragedie finder sted blandt hjertepatienter. Efter hjer­te slaget beordres patienten at tage den med ro. Skræmt underkaster han sig selvsagt anvisningen i en længere periode. Også han tager det alvorligt; undgår anstrengelse såsom trapper, lægger tobakken på hyl­den og passer sin diæt. Men på et tidspunkt kommer en dag, efter at han har haft det godt i nogle måneder, hvor han føler, at han har gen­vundet sin styrke og fået skrækken på afstand. Hvis elevatoren er i uorden en dag, går han til tredje sals højde. Eller han beslutter sig for at gå til en fest eller genoptage rygningen i det små eller tage en drink eller to. Hvis det at afvige fra den strenge kur, som blev ham foreskre­vet, ikke har alvorlige bivirkninger, forsøger han det måske igen-igen, indtil han får et tilbagefald.

           I såvel hjerte- som tuberkulosetilfældet, gik en fejlagtig tankegang forud for de handlinger, der førte til tilbagefaldet. I begge tilfælde rationaliserede patienten sig bort fra følelsen af sygdommens barske realiteter. Fuldt bevidst kastede han vrag på sin viden om, at han havde været offer for en dødelig lidelse. Han blev for selvsikker. Han besluttede, at han ikke behøvede at følge anvisningerne.

           Se, det er præcis det samme, som sker med alkoholikere - den tør­lagte alkoholiker, eller alkoholikeren i AA, som får et tilbagefald. Det er klart, at han beslutter at tage en drink, inden han rent faktisk tager den. Han begynd.er på den fejlagtige tankegang forud for, at han rent faktisk slår ind på de n vej, der fører til tilbagefaldet.

 

Ikke-alkoholisk adfærd

           Der er ingen grund til at knytte tilbagefaldet til 'alkoholisk adfærd' lige så lidt som der er grund til at knytte anden omgang af hjerteproble­mer til 'hjertepatient-adfærd'.

           Det alkoholiske tilbagefald er ikke et symptom på en psykisk til­stand. Der er overhovedet intet sært ved det. Patienten afstod blot fra at følge de givne anvisninger.

           I tilfældet med alkoholikeren tilbyder AA disse anvisninger. En væ­sentlig faktor, eller forebyggende ingrediens, om man vil - især for al­koholikeren - er vedholdenhed. En alkoholiker, der lærer lidt om, hvordan AA virker, og nogle af de teknikker, der er i AA, men misser filosofien eller ånden, vil måske blive træt af at følge anvisningerne ­ikke fordi han er alkoholisk, men fordi han er menneske. Regler og forskrifter er trættende for praktisk talt enhver, i og med at de er be­grænsende, forbydende og nægtende. Men AAs filosofi er positiv og tilbyder rigelig vedholdenhed. Et vedvarende ønske om frivilligt at følge anvisninger.

 

Psykologien er den samme

           Under alle omstændigheder er den alkoholiske psykologi ikke så sær­egen, som nogle prøver at få den til at tage sig ud. Sygdommen har visse fysiske kendetegn, indrømmet - og alkoholikeren har, måske, problemer, der er særegne for ham, i og med at han har været under pres og dermed har udviklet frustrationer. Men i mange tilfælde er der ingen grund til at tale om »alkoholisk tankegang« - lige så lidt som der er grund til at forsøge at beskrive noget, man kunne kalde »hjertepa­tient-tankegang« eller »tuberkulose-tankegang«.

           Jeg tror, at vi kan være af større hjælp for alkoholikeren, hvis vi anerkender, at han først og fremmest er et menneske - ramt af den menneskelige natur.

 

 

 

_________________________________________________________________________________________________________________________

 

 

Lidt til smilebåndet.....
Vedlagt er en lille øvelse, som bør afprøves.
Den kan ligesom give et fingerpeg om, hvorvidt man har fortjent alkoholdige drikke.
Eller om den kun skal stå på rindende postevand for vedkommende??

Følg denne vejledning nedenfor meget nøje.
1.         Klik på linket nedenfor.
2.         På det nye billede, som åbner sig, skal I klikke på fyrens næse.
3.         For hver gang I berører mandens næse, kan du tillade dig at indtage et glas rødvin eller en stor fadøl??.            

           MEN KUN NÅR I BERØRER HANS NÆSE ,(SKÅL.) + God fornøjelse......!!!!

                 KLIK HER

 

 

 

 

 

 

___________________________________________________________________________________________

En dødelig, undervurderet og misforstået folkesygdom

Tilbagefald og den menneskelige natur

GABA, THIQ, Antabus og Dopamin

Side 6

Lidt til smilebåndet.....

05-05-2015

Den amerikanske lægeforening American Medical Association (AMA) vedtog i 1956 at anerkende alkoholisme som en sygdom.